LÆR AT TACKLE som fjernundervisning

LÆR AT TACKLE som fjernundervisning

Da Corona-pandemien tegner til at blive af længere varighed end først antaget, har vi igangsat udvikling af særlige instruktørmanualer til fjernundervisning af LÆR AT TACKLE-kursister. Manualerne vil kunne tages i brug i tilfælde af, at det er nødvendigt at aflyse fysiske kurser på grund af risiko for smittespredning.

Fra og med januar 2021 kan alle landets LÆR AT TACKLE-instruktører deltage i Komiteens træningswebinarer, hvor man oplæres i at undervise via skærm. Webinarerne gennemføres løbende.

Fra 2021 kan kommende instruktører ligeledes gennemføre instruktøruddannelserne online. Samtidig arbejder vi på fremover at kunne tilbyde fjernvejledning af instruktører, der er under uddannelse eller klar til revurdering.

323 deltagere på den 14. nationale instruktørsamling

323 deltagere på den 14. nationale instruktørsamling

Hvorfor er vejen til forandring så kringlet? Det fik 323 deltagere fra 53 kommuner svaret på under LÆR AT TACKLEs 14. nationale instruktørsamling 28. oktober 2020. På grund af Covid-19 forløb samlingen som livestreaming, hvor deltagerne fulgte dagen i mindre grupper lokalt i kommunerne.

Dagens program bød blandt andet på foredrag med hjerneforsker Peter Lund Madsen, som fortalte om hjernen, forandring og den sunde levevis. Bagefter gjorde Anders Dahlin Koefoed (Psykiatrifonden) os kloge på styrkespotting, som samtidig var kickstart til dagens workshop. Vi fik også besøg af LÆR AT TACKLE-instruktør Maria Adele Bonde, som i et åbent og ærligt interview delte sine erfaringer med at skabe et godt liv som mor, hustru, medarbejder og ambassadør for EN AF OS på trods af langvarig sygdom.  

I løbet af programmet var der indlagt deltagerquizzer samt mulighed for, at alle kunne stille spørgsmål og bidrage med refleksioner i ordskyer, der blev vist på skærmen.

Se konferencehæfter fra tidligere samlinger HER

KONFERENCE 12. januar 2021 – Pårørende i fremtiden

KONFERENCE 12. januar 2021 – Pårørende i fremtiden

Komiteen afholder 12. januar 2021 virtuel konference om fremtidens pårørende. Konferencen byder på oplæg og samtaler med fokus på, hvordan pårørende styrkes i at håndtere det at være pårørende.

Dagen henvender sig til politiske og faglige beslutningstagere og medarbejdere i kommuner, regioner og stat samt interesseorganisationer og andre, der arbejder med pårørende. Detaljeret program følger.

Sæt allerede nu kryds ved 12. januar mellem kl. 12:30-15:30 og tilmeld dig på https://kfs.nemtilmeld.dk/61/
Detaljeret program følger. Deltagelse er gratis.

Emma lærte at tackle angst og depression

Har du 18 minutter? Så brug dem på denne podcast om 23-årige Emma, der har deltaget på kurset LÆR AT TACKLE angst og depression – for unge. Forud for kurset fyldte angstanfald og dystre tanker så meget, at hun havde svært ved at fungere i hverdagen. Desuden endte hun med et skyhøjt fravær på HF.

Forløbet med andre unge gav hende redskaber til at begynde at kontrollere de symptomer, som tidligere styrede hendes liv. I dag er hendes angst og depression trådt i baggrunden. I stedet har hun fået mod på livet og er i fuld gang med et pædagogstudie – med en fraværs procent 0!

Podcasten er lavet af forfatter Tea Sletved og udgivet på Strandberg Publishing. Lyt med HER

Til forsiden af Empowerment.dk

67 kommuner kan gratis køre online-kurser til unge med angst og depression

67 kommuner kan gratis køre online-kurser til unge med angst og depression

Coronaepidemien har afskåret landets unge fra at få hjælp på gruppeforløbet LÆR AT TACKLE angst og depression – for unge, som udbydes af næsten hver anden kommune. Derfor har Komiteen for Sundhedsoplysning tilpasset voksenkurset LÆR AT TACKLE angst og depression – online, så unge i alderen 15-25 år nu også kan tilbydes forløbet på særlige hold.

Midler fra den A. P. Møllerske Støttefond og TrygFonden betyder desuden, at alle danske LÆR AT TACKLE-kommuner gratis kan tilmelde unge til onlinekurserne. Det gælder for øjeblikket 67 kommuner.

De første ungehold starter op med omgående virkning. Herefter opstartes der løbende nye hold frem til sommerferien.

Hvert kursus løber over 6 uger og består af 6 moduler samt live-undervisning én gang om ugen. På livedelen introduceres kursisterne til en række emner, som de efterfølgende arbejder med på egen hånd. Desuden hjælper de hinanden med at løse fælles udfordringer via en chatfunktion. Kursisterne kan hverken se eller høre hinanden.

Læs mere om onlineindsatsen HER.

Onlinekurser for unge mellem 15-25 år er på vej

Onlinekurser for unge mellem 15-25 år er på vej

Hidtil har LÆR AT TACKLE angst og depression – online været forbeholdt voksne over 18 år. Flere kommuner har løbende og særligt i den sidste tid efterspurgt en onlineversion af LÆR AT TACKLE angst og depression – for unge, så deres unge borgere, der har fået aflyst kurser, også får muligheden for at komme på kursus.

Komiteen arbejder på højtryk for at tilrette og afprøve onlineindsatsen til unge.

LÆR AT TACKLE udvider kapaciteten og rykker hjem i stuerne

LÆR AT TACKLE udvider kapaciteten og rykker hjem i stuerne

På grund af corona-virus opretter Komiteen for Sundhedsoplysning nu ekstra onlinehold til kurset LÆR AT TACKLE angst og depression. Den øgede kapacitet skal afhjælpe, at mange kommuner og andre organisationer har måttet afbryde eller udskyde kurser på grund af pandemien. For de fleste er det usikkert, hvornår kurserne kan starte op igen.

Komiteen har siden 2018 udbudt indsatsen LÆR AT TACKLE angst og depression i en onlineversion. Her følger kursisterne kurset hjemmefra via computer. Kurset når allerede ud til målgrupper, der af forskellige årsager har svært ved at deltage på fysiske kurser.

Nu viser onlinekurset sig særligt aktuelt og brugbart i den situation, som alle står i for tiden. Læs mere om onlineindsatsen HER.

Onlinekurser for mennesker med angst og depression

Onlinekurser for mennesker med angst og depression

I 2019 afholdt Komiteen for Sundhedsoplysning 12 onlinekurser for mennesker med angst og depression. Målet var 8 kurser med hver 16 deltagere i løbet af 2019. Men stor efterspørgsel gjorde det nødvendigt at oprette ekstra hold, så ventetiden blev kortest muligt. LÆR AT TACKLE angst og depression – online kan følges fra hjemmet. Der er både mulighed for at deltage på hold i dag- og aftentimerne.

Flere og flere med sygdom finder vej til LÆR AT TACKLE-kurserne

Flere og flere med sygdom finder vej til LÆR AT TACKLE-kurserne

I 2019 deltog i alt godt 4200 kursister på et LÆR AT TACKLE-kursus i Danmark, hvilket er en stigning på 7% i forhold til året før. Siden 2006 har LÆR AT TACKLE udviklet sig fra et enkelt kursus til 5 basiskurser samt en række videreudviklede indsatser. Blandt andet findes der i dag særlige tilbud til unge, sårbare og udsatte mennesker, mennesker med sparsomme danskkundskaber samt en onlineversion af LÆR AT TACKLE angst og depression. Med licens til LÆR AT TACKLE kan man dermed udbyde kurser i en bred vifte af settings.

Unge med angst og depression får det markant bedre efter kommunal indsats

Unge med angst og depression får det markant bedre efter kommunal indsats

Flere børn og unge diagnosticeres med angst og depression, og antallet af unge, som mistrives, stiger. Psykisk sygdom i ungdomsårene kan være afgørende for, om den unge på længere sigt klarer sig godt, socialt og økonomisk. Derfor er der behov for indsatser, der kan hjælpe unge med at håndtere deres sygdom og understøtte, at de kommer i uddannelse og arbejde.

LÆR AT TACKLE angst og depression – for unge er en gruppebaseret selvhjælpsindsats, som bygger på kognitiv indlæringspsykologi. Indsatsens formål er at give de unge redskaber til at mestre symptomer og udfordringer, der forhindrer dem i at klare hverdagen, også når det handler om skole, uddannelse eller arbejdsplads.

Evalueringen er gennemført af Statens Institut for Folkesundhed og omfatter en effektevaluering og en procesevaluering. I alt indgår 39 kommuner i evalueringen, der er gennemført med støtte fra den A.P. Møllerske Støttefond.

Forbedringer efter 5 måneder
Evalueringen konkluderer, at kursisterne 5 måneder efter indsatsen opnår følgende forbedringer:

  • Reduktion af symptomer på angst
  • Reduktion af symptomer på depression
  • Øget trivsel
  • Øget mestring
  • Bedre søvnkvalitet
  • Reduktion i somatisering1
  • Øget tro på egne evner (self-efficacy) på 3 områder:
    • Troen på at kunne håndtere symptomer
    • Troen på at kunne få praktisk og følelsesmæssig støtte fra omgivelserne
    • Troen på personlig kontrol

De unge peger desuden på, at de efter kurset føler sig mindre ensomme med deres psykiske udfordringer. Derudover er 76 % af de unge tilfredse eller meget tilfredse med kurset og vil anbefale det til andre.

Ungeforløbet er en tilpasset version af det evidensbaserede voksenkursus LÆR AT TACKLE angst og depression, som blev initieret af Sundhedsministeriet i 2012 og siden udbredt til 48 kommuner. En effektevaluering fra 2016 af dette kursus (målrettet voksne over 18 år) viste, at kurset til voksne havde positiv effekt på deltagernes symptomer på angst og depression samt self-efficacy.

Ungeevalueringen vurderer, at forbedringerne blandt de unge er på niveau med eller bedre end de effekter, der sås blandt de voksne kursister. Dog med det forbehold, at ungeevalueringen ikke er gennemført med en kontrolgruppe.

Organisering
Procesevalueringen viser blandt andet, at rekrutteringen af unge fungerer godt i kommunale enheder, hvor de unge har deres daglige gang, eller hvor der er etableret et samarbejde med andre enheder/organisationer, hvor de unge er, fx jobcenter, ungeenheder eller uddannelsesinstitutioner.

Om LÆR AT TACKLE angst og depression – for unge
Forløbet varer syv uger med en ugentlig mødegang a 2,5 time. Instruktørerne har selv kendskab til at have angst og/eller depression og fungerer som positive rollemodeller. Instruktørerne er uddannet og certificeret i at undervise. Undervisningen gennemføres ud fra en detaljeret manual.

LÆR AT TACKLE angst og depression – for unge er en tilpasset version af kurset LÆR AT TACKLE angst og depression til voksne. Dette kursus er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Stanford Universitet, National Health Service i England og Sundhedsstyrelsen.

Den samlede evaluering kan læses her.