Indsats mod angst og depression udbredes til endnu flere kommuner

Indsats mod angst og depression udbredes til endnu flere kommuner

Regeringen og Folketingets partier har via SSA-reserven (midler til sundheds- social- og arbejdsmarkedet) tilført 8,4 mio. kr. til yderligere udbredelse af mestringsindsatsen LÆR AT TACKLE angst og depression – både til unge (15-25 år) og voksne (18 år +).

Initiativet skal sikre, at flere borgere, uanset postnummer, kan få adgang til et evidensbaseret mestringsforløb, der er let tilgængeligt og gratis at deltage i. Det er Komiteen for Sundhedsoplysning, som er ansvarlig for at udbrede indsatsen til flere kommuner.

Gratis for nye kommuner
Med midlerne kan kommuner, der ikke allerede udbyder LÆR AT TACKLE angst og depression, i perioden 2025-2027 gratis komme i gang med at udbyde indsatsen.

Tilbuddet omfatter bl.a. rådgivning om opstart og forankring, uddannelse af to instruktører og en kommunal medarbejder samt undervisnings- og informationsmaterialer.

Om indsatsen
LÆR AT TACKLE angst og depression er et gruppebaseret forløb, der har været udbredt til danske kommuner siden 2014.

Forløbet har veldokumenterede, positive effekter på deltagernes symptomer på angst og depression samt mestringsevne og fysisk aktivitet. For de unge ses samme resultater og derudover positiv virkning på søvnkvalitet, somatisering og trivsel.

Sådan kommer man som kommune i gang
Kommuner, der ønsker mere info, eller som vil starte op allerede i 2025, bedes snarest kontakte Komiteen for Sundhedsoplysning.

Kontakt

Basal – sammen om trivsel skal nu udbredes til over 200 skoler

Basal – sammen om trivsel skal nu udbredes til over 200 skoler

Basal – sammen om trivsel styrker den mentale sundhed blandt elever i udskolingen. Det viser foreløbige resultater fra 49 skoler, hvor indsatsen er afprøvet. Nu skal trivselsindsatsen udbredes til over 200 skoler og mere end 16.000 udskolingselever.

Pilotevalueringen af Basal – sammen om trivsel viser positive resultater i forhold til øget mental sundhed hos elever i 7.- 10. klasse. Den store udbredelse af indsatsen bygger desuden på en række gode erfaringer fra skoler, som selv har set Basal udspille sig i praksis.

Langebjergskolen i Humlebæk fortæller viceskoleleder Malte von Sehested: 

”Basal giver elever og lærere et fælles sprog. Eleverne får konkrete trivselsredskaber, som de har brug for nu og her, og som de med sikkerhed vil få brug for videre ind i voksenlivet. Det har været særdeles positivt at høre, hvordan klasserne arbejder med fx problemløsning, kommunikation og andre redskaber, der støtter dem i at gøre noget af dét, som de gerne vil, men ikke rigtig kan få taget hul på.”

Styrket trivsel og fællesskab

Basal – sammen om trivsel har til formål at styrke elevernes mentale sundhed og fremme deres trivsel. Indsatsen er udviklet som et klasseforløb med er en unik kombination af øvelser og redskaber, der skal understøtte elevernes tro på egne evner og hjælpe dem til at forstå sig selv og andre.

Læs mere om Basal – sammen om trivsel.

Læs pressemeddelelse

Tre fonde støtter udbredelsen

Basal – sammen om trivsel er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Ole Kirk’s Fond i perioden 2021 til 2024. Indsatsen er velafprøvet og udviklet med inspiration fra flere af Komiteen for Sundhedsoplysnings evidensbaserede indsatser til mestring af hverdagslivet.

Den videre udbredelse i perioden 2024-2029 sker med samlet støttet på 24,6 mio. fra Ole Kirk’s Fond, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden.

Yderligere info

Kontakt projektleder Caroline Eie Buskov, ceb@sundkom.dk / +45 2382 1392.

En veloverstået national instruktørsamling – den 18. i rækken

En veloverstået national instruktørsamling – den 18. i rækken

11.-12. juni var instruktører og koordinatorer fra hele landet samlet til LÆR AT TACKLEs årlige instruktørsamling. LÆR AT TACKLE har eksisteret i Danmark siden 2006. Denne samling var den 18. i rækken.

Programmet var tilrettelagt ud fra temaet STYRKEN I SKRAMMER OG SKÅR. For selv om livets store bump kan føles som byrder, skjuler sig en stor styrke i at have overkommet nogle store udfordringer. Udfordringerne tvinger nemlig os mennesker til at tilpasse os, lære og vokse. Dermed bliver vi mere modstandsdygtige og får (endnu) mere empati og selvindsigt.

Særligt de to sidste ting er vigtige i instruktørarbejdet, da en stor del af instruktørens opgave er at skabe et trygt læringsrum for kursisterne.

De to dages program indeholdt blandt andet oplæg om, hvordan vi mennesker reagerer på andres kropssprog. Her blev man klogere på, hvordan man kan blive mere bevidste om at skabe overensstemmelse mellem de ord, der kommer ud af ens mund, og det krop og ansigt signalerer imens. Vi fik også besøg af programchef Anja Kaare Vedelsby, EN AF OS, som talte om afstigmatisering af psykiske udfordringer.  

Der var desuden mulighed for at deltage i forskellige workshops. Man kunne blandt andet arbejde med, hvordan man griber udfordrende situationer an i sit instruktørarbejde eller blive klædt på til at arbejde med det nyligt opdaterede kursus LÆR AT TACKLE kroniske smerter. Endvidere kunne man afprøve forskellige selvhjælpsaktiviteter, der kan medvirke til at finde ro.

Samlingerne har til formål at inspirere og opkvalificere landets instruktører. Samtidig giver de årlige samlinger unik mulighed for at netværke med instruktører og koordinatorer fra andre dele af landet.

Årets samling blev gennemført på Hotel Nyborg Strand. 

Vi har lavet en fotokavalkade med et tilbageblik på samlingen. Se med nedenfor. Desuden udgiver vi i september et konferencehæfte fra årets samling. Se også tidligere års konferencehæfter.

Læs mere om baggrund og evidens for LÆR AT TACKLE.

Er du selv interesseret i at deltage på et forløb, kan du læse mere om LÆR AT TACKLE her. Du finder tilmeldingsinfo og overblik over kursuskommunerne samme sted.

Stor tilfredshed med onlineforløb for pårørende 

Stor tilfredshed med onlineforløb for pårørende 

Som en del af projektet ”Styrket livskvalitet for pårørende til ulykkesramte” har Ulykkespatientforeningen pilottestet onlineforløbet “LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende”. Målet var af afhjælpe den svære og nogle gange usynlige rolle, som pårørende har.

Deltagerne var primært nærtstående til ulykkesramte. Pårørende til personer med anden langvarig sygdom eller funktionsnedsættelse kunne også deltage.  

Feedback = redskaber og fællesskab

Tilbagemeldingerne fra deltagerne har ifølge Ulykkespatientforeningen været ekstremt positive, idet 85 % af deltagerne svarer, at de har fået konkret viden om, hvordan de kan håndtere udfordringer, de oplever som pårørende. Også følelsen af ikke at være alene fremhæves.

Projektet ”Styrket livskvalitet for pårørende til ulykkesramte” er støttet af Social- og Boligstyrelsen.

LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende – online” er en onlineversion af ”LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende”, der medvirker til at forebygge, at pårørende udvikler stress, depression eller mistrivsel.

Forløbet giver deltagerne et netværk samt redskaber til at passe bedre på sig selv, bede om hjælp og bevare sociale relationer. Dermed kan de pårørende lettere forblive raske, have et aktivt arbejdsliv og fortsætte med at hjælpe deres nærtstående.

Ved at udbyde indsatsen online, kan man hjælpe pårørende, som har svært ved at deltage i forløb udenfor hjemmet og derfor fravælger det. Fravalg kan s fx skyldes egen sygdom, transporttid eller job- og familiære forpligtelser. Det kan også bunde i, at man er omsorgsgivende for en nærtstående, som ikke kan være alene.

Evalueringen kan læses HER

For yderligere info
Kontakt projektleder Esther Lind Stokkebæk, els@sundkom.dk, tlf. +45 2388 4801 /  +45 3547 5741

Udsatte borgere kommer tættere på job via digital indsats

Udsatte borgere kommer tættere på job via digital indsats

Størstedelen af deltagerne i pilotprojektet TÆTTERE PÅ JOB oplever en positiv effekt på deres tro på at kunne klare et arbejde eller en uddannelse. Det viser en pilotevaluering, der er foretaget af Deloitte.

TÆTTERE PÅ JOB er et fleksibelt beskæftigelsesrettet online-forløb for voksne over 18 år, som – udover psykisk mistrivsel – kendetegnes ved lav tro på egne evner samt lav grad af arbejdsidentitet.

Pilotevalueringen viser en høj gennemførselsrate på 85 pct. og en generelt høj deltagertilfredshed. Særligt fremhæves instruktørerne som et virkningsfuldt element, idet de selv har personlige erfaringer med psykisk mistrivsel. Desuden har mere end halvdelen af deltagerne øget deres mestring på et eller flere områder. Det er bl.a. sket ved hjælp af indsatsens teknikker og redskaber.  

– Sagsbehandler i en deltagende kommune: 

”Tættere på job er en god byggesten i det fundament, kommunen ellers bygger,
og det er med til at understøtte vores samarbejde med borgerne.”

De kommende to år deltager 37 kommuner fra hele landet i projektet, hvor indsatsen skal evalueres i stor skala. Projektet forventes på sigt at styrke jobcentrenes nuværende indsats for mennesker, der ofte har svært ved at deltage i indsatser og opnå progression mod arbejdsmarkedet.

– Borger efter deltagelse i indsatsen:

”Det var en stor fordel, at det var online. På mine dårlige dage kunne jeg logge på og følge kurset.
Hvis jeg skulle have været ude af døren, så havde jeg meldt afbud.”

Projektet er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med jobcentre i 10 kommuner, som har testet indsatsen i 2022-23. Projektet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.

Læs mere om TÆTTERE PÅ JOB

For yderligere info kontaktes projektleder Birgitte Thyde Søe, bt@sundkom.dk, tlf. 2173 4830.