Mestring af stress
– En indsats til forebyggelse og reduktion af langvarig stress
Mestring af stress
– et forløb til voksne med langvarig stress
Mestring af stress er en lettilgængelig og omkostningseffektiv indsats for voksne over 18 år, der oplever langvarig stress eller som tidligere har haft længerevarende stress – uanset beskæftigelsesstatus.
Forløbet hjælper deltagerne med at forstå og håndtere både årsagerne til stress og deres egne stressreaktioner. Målet er at give stressramte borgere redskaber til igen at få en hverdag med mere ro, trivsel og overskud.
Indsatsen kan også være med til at forebygge, at tilstanden udvikler sig, og bidrage til at fremme deltagerens beskæftigelses- eller uddannelsesmuligheder.
Resultater af pilotevaluering
Mestring af stress blev pilotafprøvet og evalueret i 2025. Evalueringen viser blandt andet, at deltagerne oplever markante forbedringer:
- 82 % er blevet mere opmærksomme på, hvad der udløser deres stress
- 82 % er blevet bedre til at håndtere deres stressreaktioner
- 65 % har planlagt, hvordan de kan forebygge stress
- 53 % er blevet mere fysisk aktive
- 50 % er begyndt at opholde sig mere i naturen.
Derudover svarer:
- 94 %, at indholdet er relevant for deres situation
- 92 %, at det var tiden og kræfterne værd at deltage i forløbet.
Læs hele pilotevalueringen af Mestring af stress
Baggrund for indsatsen
Mestring af stress er udviklet på baggrund af en stigende efterspørgsel fra kommuner, som registrerer flere og flere borgere, der er udfordret af et højt stressniveau.
Stress kan have alvorlige konsekvenser, da den øger risikoen for kroniske sygdomme og kan påvirke tilknytningen til arbejdsmarkedet, uddannelse og sociale relationer.
Stress er også en væsentlig samfundsøkonomisk udfordring. Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø går der hvert år 61,9 millioner arbejdstimer tabt på danske arbejdspladser på grund af sygemeldinger, der er relateret til stress. Det svarer til 37.335 fuldtidsstillinger.
Udvikling og samarbejdspartnere
Mestring af stress er inspireret af det evidensbaserede program LÆR AT TACKLE og bygger på faglige anbefalinger samt en litteraturafdækning af målgruppens behov og udfordringer.
Indsatsen er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med:
- Frederiksberg Kommune
- Køge Kommune
- Odense Kommune
- Lyngby-Taarbæk Kommune
- Viborg Kommune
- Fagpersoner og forskere inden for stressområdet
- Repræsentanter fra målgruppen.
Har jeres kommune behov for en indsats til borgere med langvarig stress?
Kontakt projektleder Helene Rejkjær Hjorth for mere information på hrh@sundkom.dk / +45 21 30 50 31.
”Indsatsen giver deltagerne tro på, at de kan mestre deres hverdag og håndtere
stress med deres nye værktøjer – et tilbud, vi i Viborg Kommune oplever
som både værdifuldt og forebyggende.”
Mette Bredsgaard, leder af Sundhedscenter Viborg
Indsatsens rammer og indhold
Et kursus løber over 7 uger med en ugentlig mødegang á 2,5 time. Hvert hold har typisk 10-14 deltagere.
Undervisningen ledes af to instruktører, som er uddannet til at facilitere forløbet. Mindst én af instruktørerne har selv erfaring med langvarig stress og fungerer som positiv rollemodel.
Forløbet er praktisk orienteret og veksler mellem oplæg fra instruktørerne og øvelser. Kurset har tilhørende kursusbog og lydbog.
Eksempler på kursusemner
- Fysisk aktivitet
- Små skridt til forandringer
- Problemløsning
- Håndtering af vanskelige følelser
- Planlægning og prioritering
- Afspændings- og vejrtrækningsteknikker
- Øvelser, der skaber ro i krop og tanker
- At bruge naturen
- Bedre søvn
- At træffe beslutninger
- Kommunikation
- Håndtering af tilbagefald.
