Pårørende, der har deltaget i indsatsen ’LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende’, har oplevet et mærkbart løft i deres trivsel og reduceret deres risiko for langvarig stress og depression. Det viser en evaluering fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende er et kort forløb, som ruster deltagerne til at håndtere de store udfordringer, der ofte følger med, når man er nærtstående til en syg. Det kan være udfordringer som fx frustration, magtesløshed, usikkerhed om fremtiden, social isolation og ekstra praktiske opgaver, som man føler et stort ansvar for. Forløbet får deltagerne til at trives bedre og reducerer deres risiko for selv at blive syge af stress eller depression.
VIVEs evaluering konkluderer følgende forbedringer hos deltagerne efter indsatsen:
> Større trivsel
> Reduktion af risiko for langvarig stress og depression
> Mindre ensomhed
> Mindre belastning
> Mere tiltro til at kunne opnå praktisk og følelsesmæssig støtte fra omgivelserne (self-efficacy)
Desuden er 88 % af kursisterne ’tilfredse eller meget tilfredse’ med kurset, mens 94 % vil anbefale forløbet til andre. Resultaterne er baseret på en undersøgelse blandt 532 kursister i 39 kommuner.
Hent evalueringen HER
Hent resumé af evalueringen HER
LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning i samarbejde med Københavns Kommune. Indsats og evaluering gennemføres på baggrund af satspuljemidler under Sundheds- og Ældreministeriet. Forløbet udbydes pt. i 51 kommuner, der har modtaget støtte til opstart og drift.
Alle kommuner kan få tildelt tilsvarende støtte ved henvendelse til Komiteen for Sundhedsoplysning.
Læs mere om indsatsen HER
For yderligere oplysninger kontaktes Chefkonsulent Malene Norborg Petersson, Komiteen for Sundhedsoplysning, tel. 3027 7747 / nm@sundkom.dk