En bevilling på 8,4 mio. kr. fra Egmont Fonden skal sikre udvikling af en ny indsats, som skal få flere mænd til at vælge øremærket barsel. Indsatsen hedder Snart far – en god barsel. Den er målrettet fædre, der er usikre på farrollen og barselsperioden. Projektet udvikles af Komiteen for Sundhedsoplysning.
En nyere undersøgelse viser, at kun 7 ud af 10 fædre i Danmark regner med at tage den øremærkede fædrebarsel. Det betyder, at man kan forvente, at for ca. 3 ud af 10 børn forkortes deres tid hjemme væsentligt. Samtidig går både barnet og faren glip af en unik mulighed for at opbygge særlige bånd, de kan bygge videre på resten af livet.
Om indsatsen
”Snart far – en god barsel” er en indsats for de fædre, der er usikre på deres farrolle, særligt i forbindelse med barslen. Indsatsen skal motivere flere fædre til at tilvælge de 11 ugers øremærket barsel ved at styrke fædrenes oplevelse af tryghed og selvtillid i farrollen. Det sker gennem et gruppebaseret mestringsforløb, der forankres i kommunerne. Indsatsen baseres på mangeårige erfaringer med det evidensbaserede program LÆR AT TACKLE. Dette program bygger på forskning og erfaring med mestring i praksis.
Direktør i Egmonts Fondssekretariat, Heidi Sørensen, siger således om projektet:
”I Egmont er vi meget glade for at kunne støtte ’Snart far – en god barsel’. Vi arbejder altid med udgangspunkt i, hvad der er bedst for børnene, og der er ingen tvivl om, at mere tid og en tryg tilknytning til flere voksne har positiv betydning for små børns udvikling. Vi forventer, at indsatsen fra Komiteen for Sundhedsoplysning vil være til stor gavn for mange nye fædre og for barselskulturen i Danmark generelt”.
Læs mere om ”Snart far – en god barsel” på Empowerment.dk.
Deltag i projektet
Fem kommuner inviteres i første omgang til at deltage i pilotafprøvning af indsatsen. Efter evaluering justeres indsatsen og udbredes frem mod 2027 i i alt 25 kommuner.
Kommuner, der ønsker at deltage eller høre mere, kan kontakte:
Projektleder Line Vinther Andersen, lva@sundkom.dk/ 61 45 03 38
Projektkoordinator Christine Halling, ch@sundkom.dk/ 20 58 07 97