Komiteen for Sundhedsoplysning søger projektleder med erfaring inden for beskæftigelsesområdet. Vores nye kollega skal drive et af vores nye projekter i Enheden for Mestring og Empowerment. I enheden arbejder vi med udvikling, implementering, kvalitetssikring og undervisning bl.a. indenfor områderne mestring og online-læring. Du kan læse mere om vores aktiviteter på www.empowerment.dk eller  www.sundhedsoplysning.dk.

Projektet
Du skal være med til at igangsætte et projekt målrettet aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, hvor sociale og psykiske udfordringer er en barriere for beskæftigelse. I projektet skal der blandt andet udvikles et online forløb, der skal medvirke til, at flere borgere med komplekse problemstillinger øger deres mestringsevne, så de kan rykke tættere på arbejdsmarkedet og i ordinær beskæftigelse. Udviklingen gennemføres i samarbejde med 10 kommunale jobcentre.

Arbejdsopgaver
Dine primære arbejdsopgaver vil være knyttet til dette projekt, herunder projektledelse i forhold til indsatsens udvikling og projektets samlede fremdrift. Jobbet indebærer en bred kontaktflade med forskellige aktører på beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet og kræver gode samarbejdsevner og samtidig en evne til at arbejde selvstændigt og systematisk. Du vil skulle arbejde tæt sammen med et projektteam, der har kompetencer inden for online indsatser.

Vi søger en medarbejder, der:

  • Har en relevant, lang videregående uddannelse på kandidatniveau
  • Har erfaring med projektledelse og projektudvikling
  • Har indgående kendskab til beskæftigelsesområdet, herunder kommunale jobcentre
  • Er engageret, handlekraftig, god til at samarbejde og skabe relationer
  • Sætter en ære i at levere solide resultater
  • Er fleksibel mht. arbejdstider og er indstillet på en del rejseaktivitet (indenlands)

Desuden er det en fordel, hvis du har erfaring med:

  • Online-indsatser
  • Viden om projektets målgruppe (aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere)
  • Samarbejde med forskellige faggrupper, både på medarbejder- og lederniveau, fx inden for sundheds-, social- eller beskæftigelsesområdet i kommunerne
  • Fundraising
  • Undervisning, oplæg, workshops eller lignende

Som person er du løsningsorienteret, positiv og evner at arbejde effektivt med et samtidigt højt fagligt niveau. Du har desuden interesse i at arbejde med online løsninger. Vi tilbyder en arbejdsplads med projekter, der gør en forskel, hvor der er ”højt til loftet” og et uhøjtideligt miljø samt engagerede kollegaer.

Der er tale om en fastansættelse (fuldtid). Stillingen aflønnes efter kvalifikationer, men som udgangspunkt som specialkonsulent.

Ansøgningsfrist
Ansøgning og CV sendes til vb@sundkom.dk senest den 13. januar 2021 kl. 12.  
Der afholdes samtaler den 19. og 20. januar. Evt. anden samtale afholdes den 26. januar.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Enhedschef Lea Hegaard på mail
la@sundkom.dk eller telefon 2266 2671.