Mestring af stress

–  En indsats til forebyggelse og reduktion af langvarig stress 

 

Mestringsforløb for voksne med langvarig stress

Mestring af stress er en ny indsats målrettet borgere over 18 år, der har symptomer på  langvarig stress.

Indsatsen har til formål at understøtte voksne borgeres mestring af deres symptomer og de udfordringer, der udløser og vedligeholder langvarig stress.

Mestring af stress skal forebygge, at tilstanden udvikler sig, samt bidrage til at fremme borgerens beskæftigelses- eller uddannelsesmuligheder.

Indsatsen er en del af et udviklingsprojekt, der er igangsat på opfordring fra en række kommuner.

 

Baggrund for indsatsen

Efterspørgslen fra kommunerne afspejler den samfundsmæssige udfordring, hvor antallet af danskere, der oplever stress, er stigende.

Til trods for, at stress i sig selv ikke betegnes som en sygdom, kan stressbelastninger have stor negativ indvirkning på både livskvalitet og alment velbefindende samt udgøre en risikofaktor for en række alvorlige sygdomme.

Samtidig påvirkes arbejdspladser og samfund på grund af sygemeldinger, hospitalsindlæggelser og tabt arbejdsproduktion.

Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø estimerer, at der årligt går 61,9 mio. arbejdstimer tabt på danske arbejdspladser på grund af sygemeldinger relateret til stress. Dette svarer til 37.335 fuldtidsstillinger.

 

Om projektet

Mestring af stress udvikles med inspiration fra det evidensbaserede program LÆR AT TACKLE samt anden anerkendt viden og velafprøvede metoder til styrkelse af mestring i praksis.

I projektet udvikles, pilotafprøves, evalueres og forankres et forløb, der skal understøtte kommunernes nuværende tilbud til borgere med langvarig stress.

 

Målgruppe

Målgruppen er voksne over 18 år, der har langvarig stress eller tidligere erfaringer med langvarig stress.

Indsatsen er for borgere uanset beskæftigelsesstatus.

 

Samarbejdspartnere

Mestring af stress udvikles på baggrund af nationale anbefalinger og i samarbejde med fageksperter inden for stressområdet samt brugere.

Fem kommuner deltager i udviklingsarbejdet og bidrager til finansiering af indsatsen. De fem kommuner er Viborg Kommune, Odense Kommune, Køge Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Frederiksberg Kommune.

 

Yderligere info om udvikling og udbredelse

Kommuner, der ønsker at høre mere om udvikling og udbredelse, kan kontakte projektleder Helene Rejkjær Hjort på hrh@sundkom.dk, tlf. 21 30 50 31.

Kontakt

Projektleder Helene Rejkjær Hjort
Mail: hrh@sundkom.dk 
Tlf. +45 21 30 50 31