Godt igennem uddannelse
– Mestringsindsats forankret på ungdomsuddannelser
Uddannelsesindsats
Mange unge afbryder deres ungdomsuddannelse på grund af psykiske problemer som fx stress, angst eller depression. Cirka halvdelen af de unge, der afbryder deres uddannelse, har ikke gennemført en uddannelse 10 år senere. Godt igennem uddannelse er en kort mestringsindsats, der er forankret lokalt på ungdomsuddannelserne.
Indsatsen styrker de unges trivsel og hjælper dem til at gennemføre deres ungdomsuddannelse. Det sker ved, at de øver sig i at anvende konkrete redskaber til at håndtere udfordringer i hverdagen. På den måde kan de lettere klare de krav, som de møder i hverdagen under uddannelsen.
Indsatsens virkning
Godt igennem uddannelse blev i 2021-22 udviklet og afprøvet på 6 uddannelsesinstitutioner. I 2023-2025 blev indsatsen udbredt og evalueret på 30 ungdomsuddannelser.
Evalueringen peger på, at Godt igennem uddannelse er et godt redskab til at støtte elever, der er i risiko for at afbryde deres uddannelse på grund af psykiske problemer.
Eleverne opnår:
- Lavere frafald fra uddannelsen end landsgennemsnittet
- Reduktion af symptomer på angst og depression
- Lavere stressniveau
- Øget trivsel
- Øgede livsfærdigheder (vedholdenhed og resiliens)
- Øget tro på egne evner (self-efficacy)
- Styrkede sociale og personlige kompetencer, fx mod på at tale med andre mennesker og afprøve nye ting
- Styrkede studiekompetencer, fx disponering af tid, indgåelse i gruppearbejde og fokus i undervisningen
- Øget mestring af udfordringer
- Nye handlemuligheder og mere selvtillid
Evalueringen er foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og kan læses her.
Kort video om indsatsen
Indsatsens indhold og rammer
Godt igennem uddannelse er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning og består af undervisning, øvelser og træning af simple redskaber, som de unge kan bruge på egen hånd.
Forløbet afholdes på de enkelte uddannelsessteder. Hver gruppe består af 8-14 deltagere, som mødes én gang om ugen i 2 timer syv uger i træk. Underviserne er to uddannede instruktører, hvor minimum den ene har personlig erfaring med den type udfordringer, eleverne oplever. Instruktørerne underviser ud fra en manual.
Godt igennem uddannelse er udviklet med inspiration fra det evidensbaserede program LÆR AT TACKLE angst og depression – for unge, der er målrettet 15-25-årige.
Indsatsen er udviklet og evalueret med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
For mere info kontaktes
Projektleder Esther Lind Stokkebæk, els@sundkom.dk / +45 23 88 48 01.