”Hvordan er jeg som far?” – fædre får støtte af andre fædre  

”Hvordan er jeg som far?” – fædre får støtte af andre fædre  

Når man står med sit lille barn i armene, kan tvivlen hurtigt snige sig ind: ”Hvordan gør jeg lige det her?” Nu får fædre et særligt fællesskab at læne sig op ad. Ti erfarne fædre er nemlig netop blevet uddannet som fædreguides – og er lige nu i gang med at opstarte de første Fædretræf.

Fædretræf er allerede i gang i Furesø, Norddjurs, Odder, Vejen og Vordingborg kommuner. Fra 2026 kan yderligere 20 kommuner komme gratis i gang med forløbet ved henvendelse til Komiteen for Sundhedsoplysning.

Om forløbet
Fædretræf er et gruppebaseret forløb, der giver småbørnsfædre større selvtillid i rollen som forælder.

Hvert Fædretræf har syv mødegange á to timers varighed – med og uden børn. Forløbet faciliteres af frivillige fædreguides, som selv er fædre, og som har gennemført en særlig uddannelse.

På træffene taler man om alt fra reaktioner, følelser og parforhold til barnets søvn, sprog og udvikling. Samtidig får fædrene mulighed for at spejle sig i hinanden, dele erfaringer, få sparring, ny viden samt adgang til et nyt eller større netværk.

Fædretræf er udviklet af Komiteen for Sundhedsoplysning og støttet af EGMONT. Læs mere på www.fædretræf.dk.

Kontakt projektleder Line Vinther Andersen lva@sundkom.dk  / 4054 1668 for info om indsatsen.

Kommunerne får adgang til ny indsats mod stress

Kommunerne får adgang til ny indsats mod stress

Hvert år går 61,9 mio. arbejdstimer tabt på danske arbejdspladser på grund af sygemeldinger relateret til stress. Det svarer til 37.335 fuldtidsstillinger. Derfor har Komiteen for Sundhedsoplysning udviklet et kort stressforløb, der fra 2026 kan udbydes af alle landets kommuner.

Indsatsen hedder Mestring af stress og er målrettet voksne med langvarig stress. Forløbet strækker sig over 7 uger med en ugentlig mødegang af 2,5 timer.

På forløbet lærer deltagerne at håndtere ting, der udløser og vedligeholder stress. Desuden tilegner de sig konkrete redskaber til at reducere stressreaktioner.

Indsatsen er udviklet i samarbejde med Frederiksberg Kommune, Køge KommuneLyngby-Taarbæk Kommune, Odense Kommune og Viborg Kommune,  fagpersoner og forskere inden for stressområdet samt repræsentanter fra målgruppen.

Kontakt projektleder Helene Rejkjær Hjorth, hrh@sundkom.dk  / 2130 5031 for info om indsatsen.